Madagaskar på den nemme måde: Tips til din rejse er skrevet af Jacob Gowland Jørgensen
Det gemte land
Sig navnet, og der springer billeder af sjove dyr og ældgamle træer frem. Eller tegneseriefigurer, hvis man har hygget sig med de kække animationsfilm. Men hvordan er der egentlig dernede på verdens fjerde største ø? Der er ikke særlig mange danskere, der rent faktisk har været der, og selv om turismen er i fremgang, får de kun 1/4 besøgende i sammenligning med lille Danmark, så det er ikke så nemt at få et klart billede af livet på øen.
Madagaskar er et land på kanten af verden, hvor livet – på godt og skidt – stadig er, som det var for mange år siden de fleste andre steder. Originalt og oprindeligt.
Jeg havde hørt rygter om en infrastruktur, der befandt sig et sted mellem dårlig og ikke-eksisterende, politiske problemer og meget andet skidt, som man ofte hører om afrikanske lande. Jeg havde flere gange opgivet at rejse derned – primært fordi flybilletterne med Air France var alt for dyre, og det virkede for uoverskueligt at kaste sig over landet. Men nu var det på tide at rejse til Madagaskar.
Jeg fik et godt tilbud og kunne blandt andet også se, at flybilletterne var blevet ret fornuftige, fordi der lige pludselig var flere selskaber, der dækker Madagaskar, så nu kostede det ikke mere at rejse derned end til Thailand. Så jeg droppede november-snuen og de tidlige julerier og kastede mig ind i et fly på vej mod Madagaskar. På en tur, jeg virkelig ikke vidste, hvad jeg skulle tænke om. Og måske fordi min reelle ide om landet var så vag, blev det også en meget anderledes oplevelse at rejse i Madagaskar.
Den asiatiske forbindelse
Madagaskar ligger i det Indiske Ocean og hører med til Afrika, men det kan godt være lidt svært at se, når man lander i hovedstaden Antananarivo, der bare kaldes Tana. For her er de fleste efterkommere fra Indonesien, og det ses tydeligt.
Jeg landede en fredelig lørdag eftermiddag. Det var den 1. december, og der blev solgt nissehuer og juletingel-tangel i gaderne, mens vi kørte til hotellet af en helt ny vej og til sidst snirklede os ind i det gamle centrum ved stationen og koloni-bygningerne. I receptionen stod en lille dame, der var som snydt ud af næsen på de mennesker, jeg kan huske fra Bali, og hun snakkede nydeligt engelsk med et tvist af fransk.
Tana ligger i højlandet midt på Madagaskar, så selvom jeg var på en tropisk ø i starten af sommeren, var der kun 23 grader, og fra hotellets terrasse kunne jeg nyde udsigten over bakkerne og lyden af storby. Mennesker, kirkeklokker, biler.
Mens jeg spiser, kommer der den sødeste lille gekko-lignende fætter forbi, og tager for sig af resterne. Nu er jeg på min rejse i Madagaskar, de sjove dyrs land.
I guidebogen stod der, at Tana er en af de mest attraktive byer i Afrika, men lad os bare fastslå, at by-standarden på de kanter er i en helt anden kategori end de fleste andre steder i verden. Men jo, der er et stort centrum med lidt afdankede kolonibygninger, og et krea-kvarter med restauranter og gamle byhuse, og så er der mange fede og flotte steder, når man kommer ind bagved hegn og låger. Meget kan man sige om fransk kolonihistorie, men de har formået at sætte sig tydelige og positive spor i både det æstetiske og gastronomiske, og det er jo ikke så ringe.
Jeg mødtes om aftenen med de mennesker fra hele verden, som jeg skulle på tur med. Vi spiste den lokale ko, en zebu, der smager fortrinligt, hvis den lige bliver kogt i en 2-3 timer. Den hornede og senede ko er i den grad et symbol på både velstand og traditioner, og du finder næppe en restaurant, der ikke lige vil ære koen ved at lave en særlig ret med den i centrum.
Route Nationale 7 på Madagaskar
Landets efter sigende bedste vej løber fra Tana til Toliara – også kaldet Tulear – ved kysten i sydvest, og langs den er der naturoplevelser galore.
Hvis du er turist, er der kun ganske få muligheder for transport, for den lokale mini-bus, en taxi brousse, er tydeligvis for små mennesker, der ikke har ben. Med andre ord helvede på hjul… Der er også enkelte langtursbusser, der dog ikke stopper der, hvor man gerne vil.
Så du kan koble dig på en gruppe eller selv leje bil. Det er nu ikke anbefalet at køre selv, for livet leves langs vejen, så der er hele tiden børn, høns, zebu eller andet i/på vejen, så rejsende ender som regel med at leje en bil med chauffør eller tage med en gruppe, hvor man kører i en moderne, lille bus. At flyve indenrigs fungerer også rimelig godt med det selskab, der heldigvis ikke hedder Mad Air mere, men nu går under navnet Madagascar Air. Efter sigende skulle de have en tendens til at være forsinket, men det oplevede jeg nu ikke selv, og de har et godt rutenet på øen.
Inden vi kørte ud på Route Nationale 7 på vej de knap 1000 km mod syd, besøgte vi en lille zoo-park, hvor lokale dyr var blevet reddet fra mennesker og ulykker og nu levede et bekymringsfrit liv på en smuk naturgrund afskærmet af floden. Lemurerne er jo kongerne på Madagaskar, men det første dyr, jeg faldt pladask for, var nu en kamæleon, der kørte øjnene vildt rundt og sad med sin fine hale sat op i spiral.
Og da vi kiggede godt efter, kunne vi se endnu flere kamæleoner rundt omkring. Begejstringen var stor, for hold nu op hvor er det et sjovt bygget dyr.
Kameraerne klikkede, indtil opmærksomheden skiftede hurtigt op i mod træerne, hvor et par usædvanligt muntre katta-lemurer hoppede rundt. Dyret er nok bedre kendt som en ringhalet lemur – eller King Julien i Madagascar-tegnefilmene – og de sad en meter foran os og gnaskede og gloede på os. Og så skete det; det der tydeligvis har givet inspiration til den dansende og over-kække King Julien: Den ene hoppede ned og hoppede elegant og kraftfuldt videre – sidelæns. For sådan gør de nu engang, og det ser ret sjovt ud.
Vi hilste på flere slags kamæleoner, gekkoer og lemurer på vej ud og var således godt rustet til at spotte deres vilde kusiner i det fri.
Vores guide fortalte os på vejen videre, at det egentlig er forkert at kalde lemurerne for halv-aber; det er mere præcist at kalde dem før-aber. Der har også været lemurer i Afrika, men de er blevet udkonkurreret af primaterne, mens de overlevede på Madagaskar, fordi der ikke er store rovdyr. Og at disse før-aber udfylder flere roller i dyrelandskabet, hvilket tydeligvis kan se på deres navne, hvor former og farver vi kender fra fx ræv, mus, mår og andre smådyr indgår i helt unikke kombinationer, der kun findes hos lemurerne på Madagaskar.
Madagaskar – dyrenes rige
Efter sigende skulle der have levet lemurer på størrelse med gorillaer på øen, men de er udryddet nu, hvilket desværre er en ret aktuel del af historien. Vi kører på den fine, asfalterede vej mod nationalparken Ranomafana blandt smukke risterrasser, der er noget af det smukkeste menneskeskabte landskab jeg har set i verden. Problemet er bare, at der var skov før, og at dyrelivet er presset. Skov og buske brændes af og laves til marker, og der går uendelige mængder træ til at lave mad på gammeldags trækomfurer.
Madagaskar er ved at udvikle sig til en økologisk katastrofe, selvom 80% lever af jorden. Befolkningstætheden er ret lav i landet, men de steder, hvor jorden er frugtbar, og der ikke er meget lys om aftenen, får man altså varmen og underholdningen på andre måder, så det er ikke usædvanligt, at landfamilier har mange børn. Ligesom på landet i Danmark engang. Og det presser også naturområderne.
Uddannelsesniveauet er lavt, og skiftende politikere sørger for, at korruptionen går sin gang, og at midlerne fra det ressourcerige land ikke kommer ud til befolkningen. Produktionen er på et så basalt stadie, at man næsten ikke kan forestille sig det. En del af råvarerne eksporteres ikke engang til fx Sydafrika, men til andre u-lande, der så eksporterer det videre i eget navn; fx er noget af teen fra Kenya oprindeligt fra Madagaskar. Dvs. de ligger allersidst i værdikæden og er da i dag desværre også et af verdens fattigste lande. I hvert fald målt i kroner og øre.
Heldigvis er der et væld af lokale og internationale initiativer, der i den grad gør en forskel. Lidt hjulpet af et par orkaner, der for et par år siden zigzaggede hen over øen og skabte store jordskred der, hvor træerne ikke længere holdt på jorden, og på den måde gjorde det tydeligt mange steder, at den nuværende praksis ikke er bæredygtig.
Vi stødte ind i privat-drevne skoler, børnehaver, genplantnings-organisationer, børnehjem, landbrugstræning, solkomfur-NGO’er og meget andet, der tegner godt for landets fremtid, så de ikke begår alle de fejl, vi har begået før i tiden. Flere af organisationerne har også mindre hoteller som en del af deres indtægt, og vi boede flere gange på dem og så i praksis noget af det arbejde, der bliver gjort. Ret imponerende. Og så mødte vi en stolt landbefolkning, der nok var fattige i penge, men havde overskud og glæde, og levede i og med naturen.
Den store regnskov i Madagaskar
Jeg vågner tidligt. Klokken er kun lidt over 5, men det er allerede ved at blive lyst.
Jeg går ud på terrassen foran hytten og kigger ud over regnskoven, der ligner lige præcis det, den er: Et overflødighedshorn af planter og liv på rullende bakker med brusende floder hist og pist. Overjordisk smukt.
Vi går ud i nationalparken og finder uden større problemer forskellige fine dyr, blandt andet bambus-lemuren, der først blev opdaget for 30 år siden. De sidder der lige foran os og gnasker lystigt på en kæmpebambus, mens de af og til hopper op for at kigge ud og så kommer tilbage igen. De føler sig ikke truede. Det her er deres hjem.
Vi kan godt mærke, at vi har har skiftet til en ny klimazone, for der er varmere og mere fugtigt her, men med en flaske vand og en brise af og til er det bestemt til at holde ud. Nationalparken er en del af et større UNESCO-område på det østlige Madagaskar, da mængden af unikke dyr og planter her er tårnhøj. Og ikke mindst et smukt og tilgængeligt område.
Wauw.
Anja was in Madagaskar
På vejen videre sydpå ligger et lille “nature reserve”, kaldet Anja. Her har de lokale besluttet sig for at beskytte lemurerne i stedet for at slås med dem om pladsen, og så viser de rundt og fortæller om de ringhalede indbyggere.
Den første lemur vi ser vender ret demonstrativt sit bagerste “brune øje” mod os, mens halen dasker ned. Men de næste er mere nysgerrige, så vi får en halv time med de fine dyr. Der er en ung lemur, der synes, at der er for lidt gang i træet, så den hopper rundt og prøver at sætte skub på de lidt ældre, der holder middagspause, mens en baby titter frem fra sin mors ryg. De fletter haler, så zebra-striberne gnistrer.
Ingen lemurdans i dag, bare nysgerrige blikke og ro.
Savanne og klipper i Isalo
Vi fortsætter vores rejse mod syd på Madagaskar, mens landskabet ændrer sig. Klippeformationer og små bjerge dukker op på flade sletter, mens vi kører ned fra højlandets bakker. Vi er nået til nationalparken Isalo, og højdepunktet er “The rock window”. Et lidt tilfældigt hul i nogle klipper, men de farverige klippeformationer med savannen i baggrunden er simpelthen picture perfect.
Nu er det jo ikke fastlands-Afrika, så der var ingen giraffer på savannen. Her var der til gengæld et landskab fra dengang verden blev født.
Vi tog 100 billeder, men intet kan indfange det sted lige inden solnedgang. Fordi vi var der i starten af lavsæsonen, havde vi det næsten også for os selv.
Dagen efter gentager vi succesen i området og drikker sun-downers på en klippe midt i det vilde landskab. Vejret er tørt og klart, letskyet og 23 grader, og vi kan ikke få armene ned over, hvor vildt et sted det er. Vi ser et hotel, der ligger midt i det hele, og hvor alle værelser har udsigt til klipperne. Vildt.
Vi kører tilbage til vores hyggelige hotel, og jeg vælter omkuld i min hytte, mens jeg indsnuser duftene fra den sirlige blomsterhave, hotellet ligger i. Jeg overvejer, om Isalo måske er et af de smukkeste steder, jeg har set på planeten? Det kommer i hvert fald ind på en top-5 sammen med blandt andet Iguazu og Talampaya i Argentina og Ngorongoro i Tanzania.
På rejse i Madagaskars baobab-land
Det vestlige Madagaskar er som at rejse i et helt andet land. I takt med at vi kører ned mod kysten, bliver der varmere, og lokalbefolkningen bliver mere mørke i huden. Her bor der stammer, der oprindeligt kommer fra blandt andet Mozambique, og som er kvægavlere. Kolonibyen Toliara på kysten kunne lige så godt ligge på den anden side af havet. Og dog. For der er en anden stemning. Flere smil. Mere ro. Mere organisering. Og, ikke mindst klart bedre mad.
Madagaskar ligger i krydderi-bæltet sammen med fx Reunion og Mauritius, så her dyrkes vanilje, peber, kanel og et væld af velsmagende ukendte frugter, der kan købes som friskpresset juice overalt. De lægger dem også i rom, frugterne, og sælges for ingen penge som aperitif.
Vi spiste frokost ved en stor restaurant ved vandet og betalte en 30-40 kr. for friske velkrydrede fiskeretter serveret med et smil – med fødderne i sandet og en lille skarp vanilje- eller lychee-rom til. Ahhhh…
Derefter var vi klar til et af højdepunkterne: Baobab’en. Der findes en “Baobab Avenue” på Madagaskar, men den er svært tilgængelig, så vi kørte til en skov ved kysten, hvor de også findes, ved strandstedet Ifaty nord for Toliara.
Der findes 8 forskellige slags af det tykmavede træ, der ser ud som om, det er blevet vendt på hovedet, og rødderne stikker op i vejret i stedet for grene, og 6 af dem findes kun på Madagaskar. De vokser i ret tørre områder, så vi gik på en sti gennem krat og buske med kaktus, aloe vera og andre hårdføre planter, og pludselig stod den der: Vores nye ven, baobab’en.
Det er sådan et slags træ, man får lyst til at kramme, så det gjorde vi. Selvom vi skulle være fem personer for at nå hele vejen rundt på det ældste; et 1200 år gammelt træ, der majestætisk tronede midt i det hele. Det startede sit træ-liv, dengang vikingerne satte sig i langskibene! Det kan rumme enorme mængder vand i sin omfangsrige vom og kan derfor klare de varme perioder. Det var en fin lille skov med mange forskellige slags træer og fugle og endda en lille slange. Slangerne på øen er ikke farlige for mennesker, og den skyndte sig da også væk.
Vi havde fået et tip om, at vi skulle huske vand, for vi var nede ved kysten i den varmeste måned af dem alle, og jeg tog derfor mit lille lommetermometer med for lige at følge med. 35, 36, 37, 38, 39 grader nåede vi, og vi svedte som vandfald, inden vi nåede ud igen. Der var klokken stadig 10 om formiddagen. Det var bedre ude ved vandet – der var en brise, og det i øvrigt meget varme hav kølede lidt ned. Men jeg må indrømme, at den nat savnede jeg en aircondition for første gang – eller at hytten, vi boede i, lå helt ud til vandet.
Jeg kiggede på min nye håndlavede souvenir: En kopi af kærligheds-baobab’en: En baobab, der snor sig om sig selv som to elskende i skoven. Den havde jeg lige set i skoven, og de kunne købes mange steder på Madagaskar, men det var her den var. I baobab-skoven ved Itafy.
Rajaonarimampianina – Madagaskar
Vi fløj til tiden tilbage til Tana og måtte finde de lange bukser og en tynd trøje frem i den kølige aftenluft, da vi indlogerede os på “Hotel Le Bois Vert” – Hotel Den Grønne Skov – hvor man hurtigt glemte, at vi var midt i en storby. Vi snakkede om, hvor meget nemmere det havde været at rejse på Madagaskar, end vi troede. Hvor mange fantastiske og hyggelige hoteller der var, der kostede en brøkdel af, hvad de ville have kostet andre steder. Og hvor smilende og hjælpsomme folk var. Sådan mere end normalt fredelige og interesserede. Ja, og gode til sprog – med en blanding af franske og engelske gloser nåede man ret langt.
Deres eget sprog er desværre urimeligt svært at huske, da mange af navnene er helt bogstavelige, og derfor bliver laaaange. Antananarivo betyder “De tusinds by”, og har oprindeligt heddet noget endnu længere, og præsidenten har den interessante ære at have det længste efternavn blandt statsledere i verden. Han hedder Hery Rajaonarimampianina…
At rejse til Madagaskar kan uden tvivl være en rigtig krævende destination, hvis du vælger nogle mindre destinationer væk fra hovedvejene. Men hvis du vil opleve Madagaskars unikke natur og kultur på den nemme måde, er det i den grad også muligt.
Hovedsæsonen er fra september til midt november, og hvis du kan nøjes med at opleve en del af landet, hvilket er anbefalelsesværdigt, kan du også godt vælge fx april og sommermånederne. Bare husk, at hvis din rejse skal gå til Madagaskar i sommermånederne, kan det altså godt kan sne lidt i juli i de højest beliggende egne, og regnen kan vælte ned i fx januar. Så vælg tidspunkt efter hvilke dele, du skal besøge, og se at komme afsted til et af de mest oprindelige og oplevelsesværdige samfund, der findes på kloden.
Se meget mere om at rejse i Madagaskar her
God rejse til Madagaskar.
Hvad skal man se på Madagaskar? Seværdigheder og attraktioner
- Antananarivo – også kendt som Tana
- Ranomafana nationalpark
- Anja naturreservat
- The rock window
- Baobab Avenue
- Ambohimanga
- Tsingy de Bemaraha
Vidste du: Her er de 7 bedste madbyer i verden ifølge Tripadvisors millioner af brugere
7: Barcelona i Spanien
6: New Delhi i Indien
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:
RejsRejsRejs var inviteret med på rejsen af Madagascar Tourist Board og Le Voyageur Madagascar stod for turen. Alle holdninger er som altid redaktionens egne.
Tilføj kommentar